Jeg var nede hos min frisør i dag og købe de hårprodukter, som jeg virkelig ikke kunne vride mere ud af, selvom jeg havde forsøgt Problemet er bare, at min frisørs chef på en eller anden måde har fået ind i sit hovede, at jeg hedder Julie (min mors navn). Jeg aner ikke hvordan, og jeg har egentlig ikke lagt så meget mærke til det før for et par uger siden. Ellers har jeg nok bare gået lidt i mine egne tanker og ikke været opmærksom på det, men det var SÅ tydeligt, da det startede. Hun kunne nærmest ikke lægge mere tryk på navnet JULIE. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke rettede hende. Jeg tror, jeg var i tvivl om det på en eller anden måde, for hvordan retter man det på en pæn måde, når hun tydeligvis har kaldt mig det i et stykke tid? “Nej, det hedder jeg altså ikke!” Virker det ikke også lidt barnligt.. så nu hedder jeg altså Julie, for der er gået alt for lang tid til, jeg vil rette det nu. Det bliver bare pinligt..

Sad i i går eftermiddags og så “Hook” for hyggens skyld, da min farmor ringede. Jeg blev meget glad for at høre fra hende, da jeg ikke har set hende i flere måneder.. Lige indtil hun sagde, hun ringede for at sige tak for besøget. Det gjorde simpelthen ondt helt ind i marven at høre hende sige det. Jeg vidste, at jeg ligeså godt kunne lade være med at benægte det, for hun ville sige det samme 5 gange mere og så skulle jeg høre hende blive enormt forvirret hver gang, jeg forsøgte at forklare det. Jeg var lige ved at begynde at græde i telefonen, men jeg fik stoppet mig selv, for det ville hun da blive ligeså forvirret over. Hun nåede at tale om vejret 4 gange og spørge, hvordan jeg kom hjem 7 gange og grinte ligeså meget hver gang, jeg sagde, at jeg bare kørte. Det hjalp heller ikke, at hun så undskyldte mange gange at hun blev afbrudt, da jeg var på besøg, så jeg ikke fik de 1000 kroner, hun havde liggende til mig. Spørg lige, om man skal bide sig selv i læben for ikke at hyle ned i røret. Især fordi det bliver sagt så så mange gange..

Min mor var lige rejst et par timer før til Grækenland, så hende kunne jeg ligesom ikke rigtig tale med. Hun er ellers den eneste, der forstår det, fordi hun har oplevet det. Alle andre spørger bare, om hun er senil, og så skal jeg til at forklare det hele igen. Nej, hun er ikke senil, hun har rigtig dårlig korttidshukommelse grundet bivirkninger ved en operation nogle år tilbage, hvor hun blev bedøvet. Da hun vågnede op med en ny hofte, blev hun aldrig den samme farmor igen. Aldrig den samme rare, gavmilde farmor, som altid er der og kan fortælle fantastiske historier.

Hver gang jeg tænker på det, får jeg lyst til at græde. Det er på en måde nemmere for min lillebror, for han kan ikke huske hende som “normal”. Jeg kan tydeligt huske alle de ferier, jeg har tilbragt hos hende. Vi har spillet yatzy, rommy og hvad ved jeg, og hun har betydet ufatteligt meget for mig! Det eneste, der trøster mig bare en smule er, at hun sandsynligvis ikke ved, hun har det sådan. Hun kan jo ikke huske det, så forhåbentlig er hun bare glad alligevel. Men jeg kan godt huske i starten, da det her begyndte og hun flere gange sagde, at hun godt vidste, hun ikke huskede så godt med undskyldninger og smerte i stemmen. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at hun ikke er klar over det og hun er tilfreds, som hun er.

Her følger nogle sange, der har betydet noget for mig på en eller anden måde. De behøver ikke være de bedste sange eller sunget af de største og mest kendte mennesker, men de har bare “mærket” mig. Det kan være godt eller dårligt, men hver gang jeg hører dem, så tænker jeg på den følelse, de har vakt i mig.

1. Ace of Base - All That Se Wants + the Sign (Min mor og jeg plejede at danse rundt i stuen og skråle med på deres sange. Det tog mig nogle år at finde ud af, hvad de egentlig sang, fordi jeg ikke kunne engelsk til at starte med, så det var bare en masse volapyk.)

2. Backstreet Boys (Minder mig om skoletiden, især en fest, hvor jeg sad på trappen alene hele aftenen)

3. Tøsedrengene (et hit, når mor skulle støvsuge på fuld hammer nede i stuen)

4. Kelly Clarkson - Because of You (Den gør simpelthen så ondt i indeni, når jeg hører den. Det er mig og min fars forhold i en nøddeskal.)

5. Danser med Drenge - Hvor længe vil du ydmyge dig (Meget betydningsfuld for mig. Den hjalp mig gennem skoletiden)

6. Michael Jackson - The Earth Song (Virkelig smuk og så sand, så sand. Han rammer  hovedet på sømmet med den sang og jeg har virkelig lyst til at tvangsfodre visse egoistiske, pengegriske idioter med den)

 7. Thomas Helmig - Det’ mig, der står herude og banker på (Totalt gymnasie-agtigt. Minder mig meget om min dansklærer og at danse)

8. Enya (Minder mig igen om min mor)

9. Eminem/Marilyn Manson/Linkin Park (de har hjulpet mig ved at lade mig synge min smerte og vrede ud i de frygtelige år af mit liv)

10. Queen (Dansen rundt i stuen og synger med af mine lungers fulde kraft)

Hvordan kan det være, at visse ting aldrig bliver, som man havde forestillet sig? I mit tilfælde gælder det min fødselsdag. Ikke dagen som sådan, men når jeg er i gang med planlægningen til at fejre den. Det skal så lige siges, at jeg har været så “heldig” at blive født midt i sommerferien, så jeg har aldrig kunnet fejre, at jeg fylder år, på dagen. Det prøvede vi kun én gang, da jeg var yngre, hvor tre børn dukkede op. Desuden har jeg heller ikke fået flag på bordet og sunget fødselsdagssang i skolen som den eneste. De lagde altid alle dem sammen, som havde fødselsdag i sommerferien, hvilket måske var en 7 stykker. Nå, men et par eksempler:

Da jeg blev 18, lejede vi beboerhuset og jeg inviterede alle, jeg kendte. Ca. 60 procent takkede ja, bad om ønsker osv., men da dagen oprandt, så kom der kun en 20 mennesker.

Da jeg blev 20, ville jeg fejre det med en af mine gode veninder. Vi ville lave det efter temaet “grease”, og vi gik i gang med at planlægge. Det ville blive en stor fest, eftersom vi begge to ville invitere alle dem, vi havde lyst til, så derfor besluttede vi at leje det samme beboerhus igen. Ergo skulle jeg stå op klokken kvalme i snestorm på en lørdag (!!) og sidde og vente udenfor vores udlåns-kontor, så vi vidste, vi ville få det på den dato. Det var nemlig den eneste, der passede os begge. Men det gjorde jeg nu med glæde, fordi jeg glædede mig til festen. Vi begyndte at lave lister over ting, vi kunne købe i god tid. Vi søgte efter tøj til festen. Vi brugte lang tid på gæstelisten og sendte endelig invitationer ud. Alt dette havde vi planlagt over et halvt år før selve festen. Sådan cirka 2-3 måneder før festen, ringede min veninde til mig. Hun ville gerne trække sig ud, for alle hendes bedste veninder skulle allesammen på rus-tur, og så kunne det være ligemeget. Jeg forsøgte at komme med alle mulige løsninger, bl.a. at hun kunne holde en lille fest for de vigtige personer, som ikke kunne komme. Vi kunne jo ligesom ikke rykke datoen, da vi havde lejet beboerhuset i dyre domme og sendt invitationer ud. Men intet var godt nok, hun ville ud af det. Så det endte med, jeg stod med hele ansvaret alene. Dertil kom så, at en 10 stykker af hendes gæster dukkede op til festen (selvom hun sagde, hun havde aflyst), deriblandt hendes søster. Vi er ikke veninder mere..

Jeg bliver 21 i næste måned og har, på trods af forbandelsen, besluttet at holde et lille arrangement. Vi bliver kun 5 inklusiv mig, og så ville jeg i stedet invitere dem ud at bowle, på restaurant og så skulle vi i byen senere. Alting virkede tip-top, indtil jeg ringede til bowlingcentret, og de så oplyste mig om, at de da havde lukket i hele juli måned pga. renovering. Okaj, fantastisk. Kunne man overveje at skrive det på hjemmesiden? Stædig og opsat på bowling, som jeg er, så ledte jeg med lys og lygte efter bowlinghaller i nærheden. Jeg fandt fire. Den første havde lukket i de første tre uger af næste måned, som så gik udover mig, pga. sommerferie. Den næste havde et eller andet firma-noget den dag. Den tredje kunne simpelthen ikke betale sig, da den var virkelig langt væk og det ville tage evigheder at komme derhen med det offentlige. Den sidste havde telefonsvarer på. *SUK* Lagde en besked og begyndte så småt at vænne mig til tanken om, at det bare ikke skulle være. Indtil de ringede tilbage næste dag og sagde, at jeg da sagtens kunne få en bane den dag!!

Måske er forbandelsen endelig brudt??

Hvorfor råber folk SLAP AF i krisesituationer? Hvad skulle det hjælpe?

Hvorfor spørger folk, hvordan det går, hvis de bare vil have det sædvanlige “fint”?

Hvorfor siger man “undskyld, jeg forstyrrer”? Hvad, hvis man ikke forstyrrer, og I så fald, så kunne man da lade være?

Hvorfor kan man høre, når folk smiler? Det kan man..

Hvorfor er der så mange, der staver “at være nødt til” uden T.. det er jo ikke en nød?

Hvorfor vokser ukrudt så meget hurtigere end de blomster, man har plantet?

Hvordan kan det egentlig være, at det er kotyme at give hånd, når det er dér, de fleste bliver smittet med diverse sygdomme?

Hvis noget bliver væk, fordi det ikke ligger dér, hvor man synes, det lå, hvorfor kigger man så altid det samme sted 5 gange? Bare for at være helt sikker…

.. der kommer sikkert flere, da jeg altid er klar på noget pønseri …

Jeg overvejer at gå på afgiftningskur, efter jeg har læst om det flere steder. Det skulle være helt vildt sundt (og kan afhjælpe migræne!!), og jeg kunne godt tænke mig at slippe af med alle de forskellige affaldsstoffer og diverse, man har i kroppen. Man skulle få fornyet energi og, som en ekstra bonus, ville kroppen slet ikke have lyst til alle de dårlige ting: sukker, chokolade, fastfood osv. Det kunne da være fantastisk! Men det, der tiltrækker mig mest, er den der følelse af, at man renser kroppen og på en måde starter forfra. Det der med, at være helt ren, frisk og ny indeni..

Det eneste problem er, at mange af de ting, kuren går ud på, får jeg rigtig svært ved!
- Drikke 2 liter vand om dagen - jeg prøver virkelig, men synes godt nok, det er svært! OG så skal jeg tisse konstant
- noget med at blende/presse (at jeg ikke ejer eller har plads til en saftpresser komplicerer det så også) en masse frugt og grønt, heribland selleri!! (GISP) Hvorfor skal det dog være en del af kuren? Hader den grøntsag!  Det smager som om, man sidder og tygger i parfume, ad ad!
- og det betyder også mega-meget opvask, at man skal blende ting hele tiden og at mit madbudget bliver en del dyrere, hvis jeg skal til at købe alt det frugt og grønt.
- Jeg skal sige farvel til min elskede mælk - HULK!

Jeg vil så sige, at ting som kun at spise fisk og fjerkræ, det gør jeg jo allerede. Jeg begrænser mit sukkerindtag så meget som muligt, spiser sjældent hvidt brød, aldrig hvide ris eller hvid pasta. Det er bare det andet, der er den svære del - men hvem har også sagt, at det skulle være nemt?

Her i denne her weekend har jeg absolut ingen planer. Når jeg siger det til mine jævnaldrende, kan der ske to ting: 1) De siger: neeeeeej, det har jeg også bare forsøgt SÅ længe, men der dukker altid noget op! 2) De kigger meget mærkeligt på mig og siger: Ej, er du syg (efter jeg så har afkræftet dette:) men hvad er der så i vejen? nøøøøj, hvor er du keeeeedelig.

Den sidste mulighed er rimelig irriterende at få smidt i hovedet, men det må de altså virkelig selv ligge at rode med. Jeg har helt selv valgt, at jeg vil have mit aktivitetsniveau denne weekend på et absolut minimum.  Jeg bliver nok nødt til at støvsuge og gøre hyblen respektabel, men udover det vil jeg ikke lave en hujende fis. Jeg vil bare nyde weekenden. En god gang sumpning, aaah :) Tag dén, I ligeså kedelige pessimister!

 - der af en eller anden grund synes, det er ok at sige til en anden, at personen er kedelig for at understrege deres pointe (det er da ikke særlig fedt at få smidt i hovedet og når man så bliver småirriteret og brokker sig, så får man lige en “slap af”-kommentar igen. Nej, jeg har ikke lyst til at slappe af! Hvilket kan sammenlignes med dem, der kan slynge ting ud som: din latterlige idiot og så retfærdiggøre det med, at “det bare var for sjov.” For så er det pludselig mig, der overreagerer.. og iiih, hvor er det da også morsomt, jeg får latterkramper i flere dage). Hvorfor er man kedelig, bare fordi man ikke gider vælte i byen hver fredag og lørdag? Hvorfor er man kedelig, fordi man vil hygge sig i weekenden og lade op til følgende uge, i stedet for at ligne - og føle sig - som bæ, fordi man har været tæskelam både fredag og lørdag? Hvorfor er man kedelig, fordi man vil have en ordenlig omgang søvn og ikke lide af søvnmangel hele ugen efter? Hvorfor er man kedelig, fordi man ikke gider ligge med hovedet i wc’et lørdag, inden man tager videre i byen og igen søndag?

Det er nok bare mig

Var mine ord, da jeg kørte på arbejde i dag. Jeg skulle møde sent, så solen var oppe på himlen og varmede ned på mine skuldre, da jeg cyklede derudaf. Jeg var med vilje taget af sted hjemmefra i god tid, så jeg kunne nyde vejret og ikke stresse af sted. Der var ikke mange andre cyklister, fodgængere eller pendlere på vejen, men alligevel en god mængde, når man tænker på tidspunktet. Fuglene var vågnet op og nød også det dejlige solskin og jeg beundrede det flotte svanepar med deres nuttede unger, da min cykel pludselig bumpede ned i et hul og jeg kunne mærke noget “splatte” på min fod. Faktisk tror jeg, mine første ord var: AAAAD, KLAMT! Og sikkert nogle mindre pæne ord..

Det var (heldigvis) ikke en hundelort - hvilket det ligeså godt kunne være (og hvorfor er det lige, at visse hundeejere ikke vil tage hele ansvaret for deres kæledyr og samle deres efterladenskaber op??), men flydende asfalt! Det var meget varmt, meget klistret, meget ulækkert og rigtig rigtig svært at få af! Det sad inde i mine sko, mellem mine tæer, under mine fødder, under mine negle, ja, faktisk alle vegne. Og det skidt sidder jo bare fast! Jeg brugte alverdens sæbe, skoldende varmt vand og vaskeklude uden at kunne få det af.
Indtil en kollega foreslog lampeolie og jeg fandt ud af, det var ikke mindre end et vidundermiddel! Fantastisk væske, som fik samtlige klamme, sorte klatter af! Hurra for gamle husmoderråd!

Det er altså bare spøjst at være hjemme hos nogen, når de ikke er hjemme. Upåagtet at man har fået lov - ja, endda er blevet bedt om det - fordi man skal tømme gangen for post, vande planter og i det hele taget passe hytten. Så føles det bare, ja, nærmest forkert. Lidt forbudt og mærkeligt. Måske er det bare mig, der har det sådan, men det er jo en andens lejlighed med deres ting, det er deres hjem. Så det, at man er derhjemme, når de ikke er der, er en meget underlig følelse.
Man er lidt en flue på væggen et sted, hvor nogle har etableret sig. Hvor de spiser, sover, ler, græder og bliver vrede. Jeg føler mig altid lidt som et spøgelse, der går rundt på listefødder og skal helst ikke vække beboerne. Det er noget med at respektere deres privatsfære, så derfor kigger man ikke i andres medicinskabe og natbordsskuffer og så videre, som jeg ved, nogle gør. Man tørrer pænt vand op efter sig, hvis man har spildt og lukker skabslåger, når man har rodet efter vandkanden eller noget. Det er almindelig kutyme, at man efterlader hjemmet, som de forlod det.

Men en ting, der måske er lidt sær, er, at jeg altså ikke kan få mig selv til at tisse for åben dør, hvis jeg lige skal låne toilettet. Det kan jeg sagtens herhjemme, men i en andens hjem, nej, absolut ikke. Det må være noget psykologisk, men ikke desto mindre så føler jeg det en smule uhøfligt, hvis man gør det. Det ville man jo heller ikke gøre, hvis de var hjemme.. Det er vist den bedste måde, jeg kan forklare det på.

Så var det, jeg var ude at gå rundt om en sø lige ved et slot omkring Hillerød (har ingen anelse om, hvad hverken søen eller slottet hedder) i går. Det var virkelig fantastisk vejr, solen stod højt på himlen og spejlede sig i søen. Der var kåde fugle, der fløj hen over søens skvulpede overflade og pippede glade. Den smule blæst, der var, legede med træernes blade og der duftede af varslen om, sommeren er på vej.

Der var så de her smukke, gamle træer rundt om bredden på søen. De var meget “knoklede” i det og var nok lige blevet beskårede, for de havde ikke mange grene, og dem, der nu var, var en smule nøgne. Det var sådan nogle rigtig eventyrstræer, som man forestiller sig, når man læser Fyrtøjet for eksempel. Så på et tidspunkt hørte jeg en masse små fuglepip og tænkte, der måske var fugleunger et sted tæt på. Jeg fik så øje på ét af de der specielle træer, hvor der var et stort hul i. Man skulle ligesom stille sig lidt op på stammen, for at man kunne se ned i det og det var et forholdsvist stort hul. Så kan jeg jo ikke dy mig for at kigge ned i det - men hvad fandt jeg, istedet for de sødeste, bløde, pippende, sultne fugleunger?

SKRALD!!! Det var hvad jeg fandt!!! Der var diverse Somersbydåser, plastposer, ølflasker, gammelt madpapir og så videre. Hvad sker der lige for folk?? Jeg blev virkelig fuld af harme overfor dem, der ikke liiiige gad at gå de 10 meter hen til en lille ting, der er blevet opfundet - nemlig en skraldespand! Og i stedet skødesløst smider ulækkert skrald, der tager mange år for naturen at nedbryde, ned i et træ!!?!?! Hvor er det bare umådeligt klamt! Jeg græmmer mig over menneskeheden nogle gange!